Afsnit 176: Adventskalender 2019 Podcast 1 - The Christmas Chronicles (314 min, 287 MB)

Julen er atter over os. Og med julen følger faste traditioner. Der er gaveræs, glögg, klejner, fællessang af varierende kvalitet og selvfølgelig den vigtigste tradition af dem alle: Filmpodcast For Folkets årlige adventskalender.

Igen i år har vi valgt fire film der alle, på den ene eller den anden måde, omhandler julen og juleånden. Første skud på stammen af årets julegran er The Christmas Chronicles fra 2018.

Hvor vi tidligere har kunnet diskutere om de valgte film reelt var julefilm eller ej, så er der i denne uge absolut intet at være i tvivl om. Vi har pigen, der er besat af at bevise julemandens eksistens. Vi har drengen, der har mistet troen på julen. Vi har rensdyr og kane og nisser (af en slags) og et bjerg af gaver og julemagi og julemandens kone og sne i gaderne. Vi skal til nordpolen og i fængsel. Vi skal synge juleblues og stjæle biler. Vi skal genforene fraskilte par og undgå at blive brændt levende af gangstere (ja, ok, der er nogle lidt mørke nuancer midt i al juleglæden). Og først og fremmest skal vi se Kurt Russell fyre den af i en rolle, der virker mindst lige oplagt til ham som dengang han rendte rundt med klap for øjet og mumlede som en tømmermændsramt Clint Eastwood.

Filmen er produceret til Netflix, så vi tager selvfølgelig hul på streaming debatten, men først og fremmest står den på ren og skær juleglæde i overflod i dagens afsnit. Så lyt med, når vi skal vurdere præcis hvor perfekt Kurt er som Julemanden.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj.
Gæstevært:

NAVIGATIONTidligere afsnit