Vi er nået til vejs ende med Universals Flash Gordon serials. Efter at have afværget Den Lilla Død er der stadig nogle opgaver for Flash & Co., før de kan rejse hjem til Jorden.
Klippemenneskene har problemer med et magnetisk element fra undergrunden (Kristian forklarer det i podcasten, så hør mere der...), Zarkov har opfindelser til at beskytte mod både ekstrem kulde og ekstrem varme så der skal rejses godt rundt på Mongo og samles geologiske sjældenheder (hvilket Dale heldigvis er blevet lidt af en ekspert i, samtidig med at hun er blevet en mesterpilot i de mellemliggende år...) og Arboria indser begrænsningerne i at bygge hele sit rige at tørt tømmer når Ming har så mange brandbomber i sin besiddelse...
Men hvis bare Flash er hurtig som et (Jens) lyn og kan klare alle disse udfordringer i tide, så er der stadig en chance for, at det denne gang skal lykkes vores helte at besejre Ming. Sådan rigtig definitivt og ikke lige som de to forrige gange, hvor den onde kejser (undskyld, diktator) efterfølgende havde nogle mere eller mindre arbitrære forklaringer på, hvordan han er undsluppet den visse død. Denne gang skal det lykkes! Også fordi vi ved, at der ikke kommer flere kapitler i sagaen...
Når vi er nået hele vejen igennem og (måske) har fået overvundet skurkene, gør vi status over serial begrebet generelt og Flash Gordon serierne specifikt. Hvem og hvad har overrasket os mest positivt og hvilke forventninger og forhåbninger har vi inden vi i næste afsnit slutter hele serien af med den lige dele elskede og berygtede (og i hvert fald meget farverige) spillefilm fra 1980.
Men før det er tid til at møde Max Von Sydows kedsomheds-plagede Ming, Timothy Daltons alvorlige Barin, Brian Blesseds mildest talt lattermilde Vultan og Ornella Mutis voldsomt varmblodede Aura, så skal vi altså lige have rundet denne klassiske serie ordentligt af. Buster Crabbe eller Charles Middleton, Flash Gordon eller Ming. Universet virker ikke til at være stort nok til dem begge...
Så lyt med, når FFF værterne med en pæn portion vemod tager afsked med en æstetik, en filmisk verden og et karaktergalleri, som vi er kommet til at holde forbavsende meget af. Opfølgeren har i hvert fald noget at leve op til...
Dagens værter: Kristian og Nikolaj.
Gæstevært:
NAVIGATIONTidligere afsnit
NAVIGATIONNæste afsnit