Vi er på ingen måde trætte af at lave Jason podcasts, men efter tre film var folkene bag filmene trætte af at blive sat i bås med den hockeymaskebærende tosse. Derfor besluttede de sig for endegyldigt at afslutte serien med The Final Chapter.
Som altid ender en flok unge potentielle offerlam ved den sagnomspundne Crystal Lake, klar til at nyde en sommer med sprut, sex og sjov tobak. Men da Jason først har fået styr på nogle liderbukke i det lokale lighus, hvor han havde ligget og taget sig en lur, sættes der endnu engang en brat stopper for de frivole løjer.
Denne gang udvides karaktergalleriet med en lille familie, der bor i de dødsdømtes nabohus. Enlig mor, teenagedatter, hund og den nørdede computer- og gyserfan, Tommy Jarvis, der udviser Tom Savini lignende evner ud i monstermaske-konstruktionens kunst.
Til det definitivt og uigenkaldeligt sidste kapitel blev budgettet øget så tilpas meget, at der blev råd til noget, der faktisk minder om rigtige skuespillere. Men er Corey Feldmans bizarre hjemmeklipning og Crispin Glovers endnu mere bizarre dansetrin nok til at få os til at håbe på, at der mod alle løfter og forventninger alligevel venter os flere Fredag den 13. film ude i horisonten?
Tag med FFF på hyttetur og oplev hotte tvillinger, gamle pornofilm, nøgenbadning og brusebadsex, der får filmen til at konkurrere om titlen som mest oversete 80'er teenage-sex-komedie og parteringer, kranieknusninger og machete-nedslagtninger, der udfordrede censurgrænsen og tvang klipperen på overarbejde for at få barberet de værste blodbad ned til en biografegnet version.
Lyt med og få svar på, om det her virkelig er den sidste tur tilbage til Camp Blood...
Dagens værter: Kristian og Nikolaj.
Gæstevært:
NAVIGATIONTidligere afsnit
NAVIGATIONNæste afsnit