Afsnit 150: Steven Spielberg Podcast 07 - E.T. - The Extra Terrestrial Part I (237 min, 217 MB)

Efter nogle måneder i julen og Verhoevens tegn, vender FFF tilbage til Spielbergs univers. I dette jubilæumsafsnit nr. 150 tager vi fat i det, der af mange regnes som den ikoniske og definitive Steven Spielberg film, gigant succesen fra 1982, E.T. - The Extra Terrestrial.

Historien om det lille rumvæsen, der strander på Jorden, langt væk hjemmefra og helt alene indtil han finder og bliver venner med drengen Elliot, spøgte i mange år og i mange versioner i Spielbergs tanker, før det blev til den film, som så mange elsker så højt. Vi vender som altid hele baggrundshistorien grundigt, lige fra den unge Steven skulle finde en måde at håndtere, at hans far forlod sin kone og fire børn, og derfor opdigtede en usynlig ven i form af et rumvæsen, som han kunne betro sig til, og videre over den mørke monsterfilm Night Skies, der aldrig blev filmatiseret, men gav inspiration til alt fra Poltergeist til Gremlins til Signs og så endelig frem til den eventyrlige fortælling om venskab, der stadig kan få tårerne til at trille ned ad kinderne på granvoksne mennesker.

E.T. er en historie om venskab, familie, sammenhold og om at møde verden med et åbent, tillidsfuldt og drømmende sind, i stedet for at lade sig styre af frygt og angst. Ganske som vi plejer kaster FFF værterne sig hovedkuls ud i både disse dybe tematikker og alle emnerne i den lettere ende af skalaen, som hvad sker der juridisk, når der opstår splid om ophavsretten til et manuskript og andel af indtægter fra merchandise salg samt hvorfor pokker det ikke er rigtigt Dungeons & Dragons, som børnene spiller hjemme i stuen.

Så drik en dåsebajer med dit favorit-rumvæsen og følg sporet af Reeces Pieces hele vejen gennem skoven i forsøget på at finde hjem til verdens mest grundige filmpodcast, og lyt med, når Onkel Steven tager os alle sammen med på et filmisk eventyr af de helt store.

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.
Gæstevært:

NAVIGATIONTidligere afsnit

NAVIGATIONNæste afsnit